Er økonomer nærige?
Eller bør man egentlig stille spørgsmålet, om en økonom er økonomisk eller dumt nærig? For der er jo forskel på at være nærig, økonomisk og dumt nærig… Eller?
Lad os tænke et øjeblik over disse tre forskellige ord, der beskriver en måde at være på.
- Nærig – betyder det, at man kun tænker på ikke at give til andre, og at alt skal gavne én selv?
- Økonomisk – er dette den ultimative måde at beskrive en økonom på, eller er det dette, vi forventer, at en økonom skal være?
- Dumt nærig – er det altid dumt at vælge det absolut billigste, altid at kigge på prisen og ikke på, hvad man får?
Tre begreber, der grundlæggende har fokus på penge. En økonom, eller hvem som helst, kan nok være alle disse begreber – afhængigt af situation og mulighed. Personligheden spiller også ind, men kan en økonom se bort fra sin personlighed i sit erhverv? Tænk hvis en økonom ikke er økonomisk, men i stedet bruger penge vildt og altid vælger det dyreste alternativ, selv om det ikke er det bedste? Hvordan ville det firma se ud i så fald? Kan sådan en økonom overhovedet få lov til at blive i virksomheden som økonom? Ja, det kan vedkommende nok, afhængigt af hvilken position personen har. Men spørgsmålet er, om man med denne “ødsel-profil” ville have valgt at blive økonom?
Er økonomer så nærige? Vi forestiller os, at en ikke-økonom i virksomheden vil købe et specifikt produkt, som vedkommende skal bruge til sin virksomhed. Denne person vil naturligvis have det absolut bedste på markedet, for vedkommende mener, at han/hun har brug for det. Så når personen kommer og vil have sin investeringsanmodning godkendt og i stedet begynder at få spørgsmål fra økonomen om, hvordan vedkommende har regnet på omkostningerne, og hvad man får ud af dette superprodukt sammenlignet med en billigere variant osv… så vil personen naturligvis synes, at økonomen er nærig. Men set fra økonomens synspunkt handler det om at få en vis mængde penge til at række til mange forskellige ting. Økonomen ser på den måde muligheder i at finde et så godt (billigt) alternativ som muligt. Hvordan vil dette ende? Vil personen ændre mening og indse, at det vil fungere lige så godt med et billigere produkt og ikke det absolut dyreste? Eller vil man ligefrem blive enige om, at det absolut billigste alternativ er lige så godt? Dette vurderes naturligvis fra sag til sag og afhænger af, hvad indkøbet drejer sig om. Men spørgsmålet står tilbage. Er økonomer nærige eller smarte?
Hvordan ville du besvare det spørgsmål?
