Har du som økonom et job om 10 år?
Der findes mange definitioner af kunstig intelligens. En af dem er at lære maskiner at samarbejde for at udføre kognitive opgaver, som normalt udføres af mennesker.
Kunstig intelligens (AI) har i det seneste årti bevæget sig fra akademiet til industrien. I dag er det virksomheder som Google, Facebook og Microsoft, der driver udviklingen fremad. Tag blot startup-virksomheden OpenAI, som Elon Musk og flere har investeret en milliard dollar i. Konsulentfirmaerne McKinsey og Gartner ser, at AI vil få en lige så gennemgribende betydning for organisationer og individer som mobilitet. Intet andet område inden for digitalisering forventes at få et lige så stort gennembrud i de kommende år.
Et eksempel på kunstig intelligens er AI-drevne robotter i banker, der indsamler og analyserer kundeinformation, som derefter bruges til investeringsrådgivning for kunderne. En type AI, der sparer mange timers arbejde. Et andet eksempel, der ganske vist har eksisteret i et stykke tid, er AI inden for kunde- og leverandørreskontro i en økonomifunktion. Denne “intelligens” udvikler sig lige nu meget hurtigt, hvor robotter lærer mere avancerede opgaver som fx strategier for smart inkassohåndtering.
Vil arbejdspladser så forsvinde?
Ifølge en rapport fra Stiftelsen för strategisk forskning vil 53 procent af alle job i Sverige være forsvundet om 20 år, fordi computere og robotter kan udføre dem bedre, billigere og mere effektivt end mennesker.
Tidskrævende opgaver vil blive elimineret, men de erstattes i stedet af værdiskabende arbejde for virksomheden såsom kundekontakter og forretningsudvikling. Der sker altså kun en transformation af arbejdsopgaver, der fremmer udviklingen. På den måde skaber man simpelthen en bedre arbejdsplads, der vil tiltrække og fastholde flere talenter, og måske går der heller ingen arbejdspladser tabt. For hvem vil dag efter dag som økonom gennemgå tusindvis af rækker i Excel for at finde afvigelser. Det samlede antal arbejdstimer vil på sigt under alle omstændigheder falde.
Det værste man kan gøre er at forvente, at jobbet vil se ud, som det altid har gjort. Taberne på arbejdsmarkedet er dem, der sidder fast i mange rutiner og ikke har evnen til omstilling. Kunstig intelligens er en del af digitaliseringen og ombygger vores måde at arbejde på. Skal vi lykkes, må vi hurtigt tilpasse os netop den teknologi, vi selv har skabt.
Er du selv klar til fremtidens økonomrolle?