Hvad gør man, når man vil transportere sin cykel fra Stockholm til Göteborg? Man cykler den derned.

Dette er historien om en cykeltur fra Stockholm til Göteborg. Fra et Mpya-kontor til et andet. Gennem det svenske landskab, dukkende under dådyrjægernes knaldende geværer, halvsovende i en hængekøje i skoven, vækket af skrigende traner i morgendæmringen…

Da Julia Hallström blev ansat hos Mpya i Stockholm, var hun allerede under jobsamtalen åben om, at hun planlagde at flytte tilbage til sit hjem i Göteborg efter seks år i hovedstaden. “Det var ikke noget problem for Mpya, som hurtigt kunne arrangere, at jeg fik mulighed for at arbejde i Göteborg den dag, det blev aktuelt.” Senere, i løbet af foråret, voksede tanken om at gøre alvor af det. Men Julia havde ikke tænkt sig at gøre det på en nem måde, men på en lidt mere udfordrende måde; nemlig at cykle hele vejen på sin elskede, røde damecykel med cykelkurv. Hun skulle jo have cyklen hjem til Göteborg på en eller anden måde.

“Tanken om at cykle cyklen derned havde jeg haft i nogle år. Men nu, i løbet af foråret, hvor jeg cyklede meget mere end normalt på grund af Corona, følte jeg, at det faktisk kunne lade sig gøre. Jeg har ellers ikke haft nogen store cykelambitioner, og har det heller ikke nu. Det handlede bare om at få cyklen derned, på en måske lidt anderledes måde nu, hvor tiden var til det.”

Julia så også en mulighed for at få en uge for sig selv; at reflektere, sove under åben himmel og måske komme hjem med nogle nye indsigter.

“Jeg læste på forskellige fora og lærte ting om, hvordan det er at cykle langt og sove i skoven. Mange skrev om det med naturens lyde. At man må lære at forstå, hvad det er, der lyder, og hvilke dyr det er. For det LYDER om natten. Så jeg købte en hængekøje og øvede mig lidt herhjemme. Først en nat med en ven på Lidingö, så en nat alene på Kärsö.”

– Sov du noget, da du var alene?

– Nej, jeg sov næsten ikke, siger Julia og griner.

En kollega fra Mpya hjalp Julia med at finde det rigtige udstyr. En god sovepose og det rigtige tøj. Og der findes tage, man kan købe, som man har over hængekøjen. Julia var klar.

“Jeg havde ingen prestige i, hvor hurtigt det skulle gå, eller at jeg skulle sove i skoven et bestemt antal nætter. Men jeg sigtede efter 100 km om dagen. Og jeg bemærkede, at det handlede meget om det mentale. Hvis jeg ved, at jeg skal cykle 100 km dagen efter, at jeg allerede har cyklet 100 km, så bliver jeg ikke lige så træt, som hvis jeg ved, at jeg kan hvile dagen efter. Jeg prøvede det derhjemme før, en 110 km tur, så jeg vidste jo, at jeg kunne klare det.”

Den første nat var regnfuld, og det tog et stykke tid at finde et godt sted at sove. Det er, som Julia konstaterede, svært at sætte en soveplads op i en kohage.

“Jeg lærte, at det, der ser fint ud på et kort, måske ikke er så fint i virkeligheden. Og man vil ikke sove for tæt på rastepladser og badepladser. Jeg var nok mere bange for mennesker end for dyr. Men efter den første nat lærte jeg ikke at spilde tid på at finde det perfekte sted, men at stoppe lidt mere direkte ved vejen og sove i skoven der. En anden ting, jeg lærte, og som jeg vil tage med mig, hvis jeg laver sådan en cykeltur igen, er at tjekke, hvornår der er jagt, haha. I Sörmland var der nemlig jagt på dådyr. Jeg hørte skuddene, så jeg trampede og trampede for at komme væk, men skoven tog aldrig slut. Til sidst var jeg nødt til at stoppe, fordi det blev mørkt. Den nat sov jeg ikke meget.”

Natten efter var det det samme. Jagt og skud i skumringen. Man kan næsten forestille sig billedet. En ensom cyklist på vejen, når det begynder at blive mørkt. Inde i skoven skyggelige figurer med geværer…

“Jeg var ret udmattet og indså, at det svære ikke var at cykle, men at sove. Så var det temperaturen, der var tricky. Man kunne gå i seng varm, men om natten blev det meget koldt. Efterhånden lærte jeg, hvordan jeg bedst skulle klæde mig på for at sove – ikke for varmt og ikke for koldt. Men jeg havde nok sovet og spist bedre, hvis jeg havde planlagt min rute til forskellige vandrerhjem. Første og tredje nat sov jeg næsten ikke, så fjerde nat tog jeg ind på et vandrerhjem i ren desperation. Der sov jeg og spiste godt. Og dagen efter blev det 120 km! Derefter forkælede jeg mig selv med at sove på hotel i Falköping, og en anden nat hos en ven.”

– Hvor mange kilometer blev det per dag?

– Jeg gennemsnitligt 80 km per dag.

– Hvad spiste du?

– Der var ikke så mange butikker langs vejen, som jeg havde håbet eller troet. Jeg regnede med at finde en café eller et frokoststed i hvert fald en gang om dagen, men sådan var det ikke. Så det blev meget fladbrød, smøreost og banan. Når man cykler langt, er det godt at spise lidt ad gangen, bemærkede jeg.

– På hvilken type veje cyklede du?

– Det var altid trafikerede veje. Jeg havde hjælp fra en app, der hedder “bikemap”. For det meste gik det fint, selvom nogle veje var skræmmende smalle.

På spørgsmålet om hun vil gøre det flere gange, svarer hun hurtigt. “Det var en helt fantastisk oplevelse, som jeg anbefaler alle at prøve. Men jeg kommer nok ikke til at gøre det igen i år. Til gengæld ved jeg jo nu, at jeg kan cykle langt. Så jeg tænker, at jeg skal cykle til og fra arbejde her i Göteborg. 20 km hver vej er helt rimeligt.”

– Hvad var dine største læringer?

– Min største læring, og det er jo ikke noget nyt, er at være godt forberedt. Jeg syntes, jeg forberedte mig godt, og det havde jeg gavn af. Måske ville jeg have lavet længere dagsetaper, hvis jeg gjorde det igen, og flere vandrerhjem i stedet for at sove i skoven. Derudover lærte jeg, at traner SKRIGER meget højt. Altså, meget højt. Som gale måger gange ti.

Man tænker, at den, der cykler 600 km og sover alene under åben himmel, ville få en eller anden livsvisdom med sig at dele. Men på det spørgsmål svarer Julia med et grin “det troede jeg også, men… ach, man cyklede bare videre, ikke? Og kom frem. Men som sagt, det var en vidunderlig oplevelse.”