Hvornår er økonomi skræmmende? (Eller: kunsten at skabe positiv energi.)
Som økonom får man ofte et stort ansvar, hvilket er sjovt og udfordrende, men det følges ofte af en vis anspændthed og nervøsitet… eller skal man kalde det sommerfugle i maven? Eller for at tale rent ud af posen: nogle dele af ens arbejde giver betydeligt større hovedpine end andre. Men hvad er det egentlig, der giver os disse blandede følelser? Hvad er det, der er skræmmende ved økonomi?
Mange økonomer tænker sikkert på det store årsregnskab, de ting, man kun gør én gang om året og derefter skal huske som var det rindende vand. Andre tænker på projektarbejde med skyhøje målsætninger eller hvorfor ikke problemløsning på ekstremt branchespecifikke punkter, som har eksisteret i virksomheden i flere år, og som nu er i dit teams hænder at løse efter 10 års overseen. Hvis vi oven i købet tilføjer tidspres og et stramt budget, tror jeg de fleste af os begynder at male en form for kaotisk erindringsbillede i hovedet.
Men hvad så, når vi tænker tilbage på de øjeblikke, vi gruede os til? Har de altid været så slemme, som vi har forestillet os? Oftest ikke. Vi kan mange gange være dygtige til at piske en stemning op omkring momenter i vores arbejde, som vi ser som problematiske. Det, vi er mindre gode til, er at slukke hinandens brande, dvs. berolige hinanden.
Jeg vil tro, at der ofte findes en fælles nævner for anspændtheden, i hvert fald for mig, og det er, at man ofte har opbygget den over lang tid og gerne sammen i et team. Du starter måske på et nyt arbejde eller får en ny virksomhed at se til. Du får straks en overdragelse, der omfatter alle de problemer, der har været, hvad der er sværest at få til at fungere, og hvad der plejer at drille. I løbet af året opildner I måske hinanden i jeres team med bekymringerne omkring et specifikt moment, så ret hurtigt har din hjerne ubevidst sorteret en liste over grønne og røde arbejdsopgaver. Når tiden så er inde, og man skal tage fat på disse rødmarkerede punkter, starter man i en psykologisk modvind.
Tænk hvis vi i stedet vendte det hele på hovedet og begyndte med at benævne problemerne som udfordringer, samt se hvilke tiltag der findes eller er på vej. Kan det være sådan, at hjernen så ser opgaverne som spændende og udfordrende, måske endda sjove, i stedet? Det bliver svært, jovist, men man ved også, at man arbejder på at nå frem til en løsning, og det forarbejde, man har lagt inden, tager man også med sig i det afsluttende arbejde.
Min konklusion er, at uanset erhverv er der altid dele, vi bare ønsker skal være overstået, så vi kan ånde lettet op. Disse dele kan dog mildnes, hvis vi arbejder sammen og holder op med at trigge hinanden med “mareridsscenarier”. Så må vi heller ikke glemme, at når vi har klaret disse øjeblikke, så kan vi give os selv et klap på skulderen og sige “godt klaret!”.
Sammenfattende: Pas på hinanden derude, hjælp hinanden! Byg ikke højhuse, der brænder – byg Sankt Hans-bål i stedet. De brænder ud hurtigere, end man tror. (Og hvem ved, nogle år tænder de måske slet ikke, fordi det simpelthen er for vådt.)
Tanker fra en økonom til en anden.
