Kan man blive lykkelig af et job? Og hvordan bliver næste år, når pandemien fortsætter?
I serien ”Micael og Anna snakker” er vi nu nået til Del 2. Micael Dahlen, professor i økonomi ved Handelshögskolan i Stockholm og forfatter til et flertal af bøger, og Anna Lannerhjelm, VD hos Mpya Finance, diskuterer i dette interview om jagten på lykke, og muligheden for at blive lykkelig af det rette job? Er det overhovedet muligt? Vi får også nogle trøstende ord om, hvordan de begge ser på 2021, med en pandemi, der med størst sandsynlighed stadig hænger ved.
Er det vigtigt at blive lykkelig af sit job? Er det muligt?
Micael:
Lykke er havnet betydeligt højere på dagsordenen nu om dage. Måske for højt? Vi sætter en slags målestok, som ikke er til at leve op til i alle sammenhænge. Det er svært at være lykkelig hele tiden. Selv tænker jeg på det som at – når jeg går afsted om morgenen, med en idé om, hvad jeg skal gøre, og når jeg ser mig i spejlet og ser, at der er en lille krølning opad i mundvigen, så ved jeg, at jeg er på vej til det rette sted. DEN lavintensive lykke. Følelsen af at have det godt, at jobbet giver mig mindst lige så meget energi, som jeg lægger i det. Det er jo ekstremt enkel økonomi egentlig: hvad skal jeg lægge mit liv på? Hvis ikke en majoritet af ugens alle dage, så i det mindste en vældig masse af dine vågne timer lægger man på jobbet. Hvis jeg ikke får energi af jobbet, snak om stress! Hvis jeg skal leve, når jeg kommer HJEM fra jobbet; efter vaskerummet, efter at jeg har hentet og afleveret – tak for fanden for, at der er så mange, der er stressede.
Anna:
Det kan blive jobbigt for sin respektive eller venner derhjemme, om man skal lægge al press på at det skal være jäkligt lyckligt når man kommer hjem. Tänker att konstant lycka inte finns. Det är spännvidden som gör att vi förstår vad ”lycka” är. Livet händer liksom. Tycker att det blir lättare med åren att uppskatta det enkla. När barnen är små, karriären förväntas rulla på och man köper lägenhet, villa….så hinner man knappt uppskatta allt man har. Sedan tror jag att en gnutta nonchalans, att inte göra allt perfekt, möjliggör att man kan uppleva och inte bara leva. Det har varit mitt sätt att ta mig fram i arbetslivet. Långt ifrån perfekt så att säga. Jag har fyra barn och haft jobb som varit krävande. Mina medarbetare har fått stå ut med att datorn laddat ur mitt i mötet, eller jag glömt något. Det finns inte plats för allt i mitt huvud helt enkelt. Med det sagt, vi är ju ganska OK ändå, eller hur?
Micael:
Ja, det er ekstremt vigtigt, at det sted, jeg går til, får mig til at have det godt. At det giver mig den der krølning i mundvigen. Og lægger man alle de dage sammen, bliver det en vældig masse lykke sammenlagt. En anden aspekt er, at vi har en masse valgmuligheder. Eller i det mindste så nages vi af mistanken om, at det skulle gå og vælge noget andet… Men ved man nogensinde, om man har valgt rigtigt? Nej, det er jo umuligt at vide, om man gør det, man er bedst egnet til. Men så får man tænke på den enkle belønningsmodel; det føles godt. Jeg ser frem til det her. Det er et tilstrækkeligt godt sted at jobbe på. For det er jobbigt, om man hele tiden skal ”second guess oneself”. Er det her rigtigt? Bør jeg have gjort noget andet? Føles det godt?
Anna:
Det bliver kunstigt at jagte lykke, når man tænker efter. Men at fortsætte med et job, som man ikke trives på for længe, det kan vi vel konstatere er ulykke. Og kan man vælge ulykke fra, om man så må sige, så bliver livet måske mere lykkeligt.
Micael:
Det handler også om at føle mening i livet, som muligt relateret til lykke, og så er det også jätteviktigt at jobbet giver en mening – i form af sammenhæng. At være en del, som er større end en selv. Men også at du føler, at du ikke bare gør det samme, som alle andre allerede har gjort, og jeg gør det i bedste fald lige så godt, uden man vil føle, at man personligt gør en forskel. Om ikke lige jeg, Micael gjorde det her, havde det ikke blevet lige så godt. Jeg betyder noget, det er jätteviktigt.
Anna, er du lykkeligere nu, siden I startede Mpya?
Anna:
Jeg ved ikke, om jeg er lykkeligere, har nok oplevet det tidligere også, men jeg er nok mere i harmoni. Inden har jeg jobbet i store organisationer og siddet på tunge poster i koncernledninger, og været slave under mejl og andet. Nu sætter vi agendaen selv, og vi jobber jo meget med enkelhed; at ikke krångla til ting for meget. Det kommer ikke nogen ISO-certificering i det her bolag, for eksempel. Mere harmoni skulle jeg nok sige, og det gør indirekte, at man får mere ledig tid: og kan gøre andre ting, som hälsa og træning, som jeg synes er kul. Vi har helt enkelt skalat bort alt ”corporate bullshit”.
Om vi siger, at pandemien fortsætter også under 2021. Hvad kommer vi til at se mere af? Hvad kommer vi til at se mindre af?
Anna:
Det vi mærker direkte, eftersom mange økonomer jobber i projekt, er at når det bliver usikkerhed, så bliver det stop. Man gør bare hygienfaktorerna, det vil sige løser bokslutet. Men efterhånden som vi bliver bekväma med usäkerheten, så accepterer vi det som en normalitet – og så begynder vi at gøre nye projekt alligevel. Vi er jo anpassningsbara, vi mennesker. Vi lærer os det her, og vi lærer os at leve i det her, og det kommer til at funka. Jeg er hoppfull, selvom pandemien skulle fortsætte hele året.
Micael:
Ja, vi er jo stadig inde i en ”coping phase”. Vi skal ligesom bare håndtere det her, indtil det har løst sig. Så trækker man ned på alt og forsøger at vente ud det. Men eftersom vi ikke ved, hvornår det tager slut, så må vi så småningom gå ind i en ”adaption phase”. Vi må tilpasse os til en større usikkerhed, vi må tilpasse os til et leje, hvor det ikke findes en given alternativkostnad af at tænke nyt, uden tvärtom: det koster mere at INTE tænke nyt. Vi kommer til at se en større experimentlusta! Men måske også mere stress, afhængig af, hvordan man håndterer den lavere niveau, som vi kommer til at ligge på. Vi måske får leve på 2017-niveau, eller 2010-niveau og faktisk tale om livsstilsforändringar. Man måske ikke behøver at jobbe 8 timer per dag, uden føler, at det måske er lagom med 4 timer per dag? Hellre tryghed og sikkerhed i 4 timer end usikkerhed i 8 timer. Og samtidig kan vi gøre noget andet, måske begynde at træne i at blive… flöjtinstruktör?
