Om kreativitet for økonomer. Hvordan bliver man mere kreativ? Hvordan holder man en kultur levende? Hvordan tænker generation 00? Samt “Hvad er en Hoppjerka?”
I serien “Micael og Anna snakker” er vi nu nået til Del 3. Micael Dahlen, professor i økonomi ved Handelshögskolan i Stockholm og forfatter til flere bøger, og Anna Lannerhjelm, administrerende direktør for Mpya Finance, diskuterer i dette interview blandt andet kreativitet og virksomhedskultur, vigtigheden af at skifte perspektiv, og hvordan man vil se på karriere i fremtiden.
Anna:
Hvad skal vi gøre for at øge forståelsen og kendskabet til kreativitet i en branche, der måske ikke er så kendt for netop det? Hvordan kan vi handle anderledes? Kreativitet er jo også kultur, og den kultur kan styrkes af kreativitet, tænker jeg.
Micael:
… altså man kommer meget langt ved bare at stille spørgsmålet, præcis som du gør nu. Det er ofte det, der sidder længst inde. Når man stiller spørgsmålet som virksomhed, giver man sine medarbejdere muligheden for at stille spørgsmålet til sig selv.
Så sker der rigtig meget. Et af de absolut enkleste eksempler, jeg har på det, er, at jeg har testet det på mine egne studerende – en så enkel ting som at opmuntre dem til at stå op af sengen på en ny måde hver dag. Det lyder meget fjollet og skørt, og det er det på en måde også. Modspørgsmålet er ofte: “Okay, hvor længe så? Den nærmeste uge eller?”. Nej, resten af semestret, siger jeg så. “Det kommer aldrig til at gå…”, svarer de så. Men prøv og kør så længe du kan, siger jeg. Og når der er gået en uge, siger alle studerende: “Jeg tror, jeg har en uge mere i mig…”.
Sådan noget her elsker jeg som professor. Jeg laver endda tests, og jeg kan sige, at deres kreativitet tager ordentlige spring. En anden del, som jeg synes er spændende ved jer, er, at I arbejder med så mange forskellige kunder og virksomheder.
Anna:
Ja, eftersom alle virksomheder har en eller anden form for økonomifunktion, outsourcet eller in-house, så har vi den fordel at arbejde med alle brancher. Og selv inden for en branche kan der være mange forskellige virksomheder – små, store, modne, nystartede, internationale, nationale… ja, listen er lang. På den måde har vi fordelen af at kunne krydsbefrugte forskellige brancher og virksomheder med hinanden. Tilføj så, at vi er konsulenter. Det gør, at vi får oplevet mere og lærer meget på kort tid.
Micael:
Der er en kæmpe værdi i at bevæge sig og skifte perspektiv. Jeg opfordrer alle mine studerende, alle jeg kender, til at gøre ting parallelt. Hvis du har to ansættelser eller freelancer, så start også din egen virksomhed bare for at stimulere dig selv. Man lærer at tænke i andre baner.
Det er paradoksalt, at de største virksomheder er dem, der har størst behov for konsulenter. Man skulle tro, at de burde have nok hænder og fødder, men de har brug for konsulenter for ikke at sidde fast i gamle spor. Det er så vigtigt at have forskellige perspektiver og at se krydsbestøvninger, som man ikke kan se, hvis man er i samme virksomhed.
Anna:
Vi arbejder meget med vores kultur, men hvornår ved man, at den sidder fast? Og er der en risiko for, at den kan blive for stærk?
Micael:
Det mest almindelige er, at man taler meget om kultur i begyndelsen. Man skriver på væggene og i dokumenter for at få det til at sidde fast, og så føler man, at man har lykkedes med det. Til sidst sidder det i rygraden. Men verden forandrer sig, så kulturen har brug for konstant udvikling. Selvfølgelig er det et fantastisk bevis, hvis man har medarbejdere, der bliver i 5, 10, 20 eller 30 år. Det bliver meget trygt og sikkert til sidst, og man ved, hvor man har hinanden. Men vi mennesker har brug for en vis grad af bevægelse for at udvikle os. Jeg tror meget på at slippe mennesker løs og opfordre dem til at gøre andre ting. Bedre at stoppe og måske komme tilbage igen. Få en udveksling med omverdenen og have parallelle og måske sekventielle karrierer, så vi hele tiden får nye impulser.
”I fremtiden vil vi have både flere parallelle og flere sekventielle karrierer.”
Anna:
Vi uddanner jo ret meget hele tiden, kortere uddannelser, så der foregår noget hver måned for alle. Vi kører både digitalt og fysisk, ja ikke fysisk nu selvfølgelig. Man kan træde ind, hvor man synes, det passer. Vi kører selvlederskabsuddannelse via ledelsesstudiet, som indeholder moduler i lederskab og kommunikation for hundrede og halvtreds ansatte.
Men at være ude og skifte selskab, som vi kan tilbyde, er jo den bedste uddannelse, man kan få. Vi sidder jo et halvt år eller et år i hvert selskab, så det bliver en “praktisk uddannelse”, der er svær at slå.
Det evige spørgsmål om at “være konsulent” kontra fastansat, hvordan ser man på det i dag?
Anna:
Konsulentrollen har fået en højere status. Jeg har jo virkelig været med fra begyndelsen. For 20 år siden var vilkårene ret dårlige. I dag er det virkelig et alternativ. Hos os er vi både “fastansatte” og “konsulenter” på samme tid. Det må jo være den ultimative kombination, afveksling og tryghed sammen, så at sige. Mange her har arbejdet som revisorer, controllere eller med regnskab i flere år og søger nu afveksling.
De elever, der går ud fra Handelshøjskolen nu, tænker de noget over det her med at være konsulent eller ej?
Micael:
For vores studerende handler det om enten at være freelancer selv eller freelancer inden for det selskab, man arbejder i. Da jeg selv var studerende, og også da jeg begyndte at have studerende, var der en frygt for at være hoppjerka. Kan I huske det ord? HOPPJERKA var det værste, man kunne blive. Når jeg spørger mine studerende i dag, er der ingen, der har nogen anelse om, hvad ordet betyder. I dag er det snarere sådan, at man tænker “citron-tænkning”. Man taler med nogen, jeg har arbejdet 10 eller 20 år i det samme selskab, så tænker man: “Er der noget galt med dig? Kunne du ikke lave noget nyt og spændende?”
Det er jo blevet mere og mere af en illusion i dag, at vi kan forventes at arbejde i samme virksomhed i 20, 30 eller 40 år; for det bygger på, at virksomheden vil eksistere så længe. Den forventede levetid for en virksomhed bliver bare kortere og kortere og kortere. Vi går på den måde fra en ansættelsessikkerhed til en slags ansættelsesegnet sikkerhed. Har jeg en kompetence, har jeg færdigheder, har jeg erfaring, så bliver jeg ansættelsesegnet. Det er en anden slags sikkerhed. Der er et tal, som vi plejer at tale om. De, der går ud fra Handelshøjskolen, forventes at foretage 17 karriereskift, inden de går på pension.
”De, der forlader Handelshögskolan i dag, forventes at foretage 17 karriereskift, inden de går på pension.”
Har de studerende andre forventninger til arbejdsgivere, som de ikke havde for fem år siden?
De har forventninger om at gøre mere hurtigere. At man ikke behøver at gennemgå de der hundår, der bygger på, at det er en investering, man foretager i selskabet, for at bevise sig selv i nogle år, inden man får lov til at lave det sjove i selskabet. Man vil lave det sjove, det interessante, man vil teste og udvikle sig meget hurtigere. Allerede fra begyndelsen. “Hvis jeg ikke kan udvikle mig i det selskab, jeg er i, søger jeg nye veje”, sådan tænker man.
90’er-generationen og 70’er-generationen tænker lidt anderledes der. 90’er-generationen forstår ikke pointen med at gøre hundeår…
Anna:
Man kræver mere i dag end dem, der gik ud i 80’erne – 90’erne. Med rette på en måde… jeg tror, at virksomheder må se på, hvordan man arbejder. For at være attraktive må man finde nye løsninger. Om det er udviklingsplan, trainee eller noget lignende. Slippe folk op tidligere. Tænker, at de studerende i dag har meget, som mange virksomheder har brug for. Man kan tro, at alle virksomheder har digitaliseret deres økonomifunktioner, men det er langt fra alle, der har gode og effektive systemer. Det vil simpelthen gå hurtigere, når de født omkring 1995 og senere bliver chefer. Bliver spændende at følge deres fremgang!
