Stol på din hjerne. Men samtidig, tro ikke på alt hvad du tænker.
Vi har alle engang fået tildelt en opgave; noget at løse, noget at planlægge, en rapport at skrive. Men når man sætter sig for at gå i gang med opgaven, føles det som at bestige et bjerg. Der sker ingenting. Hjernen er låst. Tankerne kommer måske snigende – kan jeg klare opgaven? Ved jeg overhovedet hvordan man gør? Der findes nok mange forskellige måder at komme over sine spøgelsestanker på, men noget som har hjulpet mig er at slippe den opgave man står overfor og i stedet gøre noget helt andet.
Hvem har ikke stået i bruseren, når det endelig gik op for en, og løsningen var selvindlysende? Eller på løbeturen måske? Sjældent er det faktisk når man sidder lige op og ned på en stol og bare tænker, at man finder en løsning… “Nu skal jeg finde en løsning som jeg ikke kan finde, for jeg tænker bare på at jeg skal løse et problem… som jeg ikke kan løse for jeg tænker at jeg skal løse det…”
Ja, De forstår.
Jeg husker en gang hvor jeg havde en kedelig og svær opgave liggende. Jeg havde udskudt den længe. Fortrængt. Glemt. Pludselig en morgen vågnede jeg og havde løsningen! Min drøm (og min hjerne) havde løst problemet. Skræmmende og uhyggeligt kan det synes, men jeg synes faktisk det er meget sejt. Hjernen arbejder selv når jeg sover.
Min seneste afslappingsform som jeg har fundet er drejning. Tåbeligt synes nogle måske, hipt og en insider-ting tænker andre måske. Jeg selv tænker – kreativt skabende med hænderne, hvor tankerne udelukkende er på leret, formen eller hastigheden på drejeskiven. Jeg fik for ret længe siden forespørgsel om at skrive en artikel her. Først blev jeg skræmt af tanken om at jeg skulle skrive – jeg er slet ikke en artikelforfatter – men så blev jeg alligevel lidt lokket. Jeg kunne vel give det et forsøg? Og der sluttede det. Jeg åbnede dokumentet på computeren og fik ikke en eneste idé, ikke et eneste ord dukkede op i hovedet. Så jeg slap det.
En dag da en deadline nærmede sig, var jeg på vej hjem fra mit keramik-studie og indså at jeg jo havde svaret foran mig, der og da. Eller det fandtes der hele tiden. Jeg skulle skrive om hvordan man kan stole på hjernen, hvordan hjernen har tendens til at løse ens problemer (selv når man sover). Og hvad sker der når jeg slipper tanken om mit problem? Løsningen åbenbarer sig. Det blev mit emne.
Men der er en interessant afvigelse på dette. På trods af hjernens utrolige evne til at løse problemer, finde veje og bringe mig fremad, så spiller hjernen mange gange også et spil med en. For det er jo trods alt den samme hjerne som giver mig løsninger i søvne eller på vej hjem fra en drej-session, som tænker tankerne at jeg ikke kommer til at klare næste store prøvelse jeg har foran mig. Det er vel hvad man kalder et paradoks? Men tak alligevel til hjernen (og mig) for at vi (jeg og hjernen) gang på gang har taget os forbi livets store og små prøvelser; overleve skolen, løbe milen, bestå eksamen, klare jobsamtalen, gå på den der date, dreje den store skål eller hvorfor ikke skrive en artikel.
Ydmygt taknemmelig til dig, min kære hjerne, for jeg ved hvad du går for og jeg ved at jeg kan stole på dig. I de dårligere stunder løfter du mig og kommer med løsninger på problemerne vi støder på. I de glade stunder siger du noget klogt om at “nyd dette nu”.
Jeg vælger at citere en dejlig fyr fra Lund, Jason Diakité også kendt som Timbuktu: “Det kommer til at ordne sig, det gør det altid. Jo, det løser sig, sådan plejer alt at blive, det kommer til at fikse sig til sidst”. Uanset om det handler om et knudret regnskabsspørgsmål, et excel-problem eller hvordan man skriver en artikel om hvordan man kan stole på sin hjerne, så fikser det sig altid til sidst.
